tirsdag den 27. august 2013

Kære Mor

"When I see my face in the mirror
We look so alike that it makes me shiver."
Script,
"If you could see me now."

Kære Mor,

Hvis du kan se mig nu, er du så stolt af mig? Jeg behøver ikke spørge, for jeg ved, du vil være meget stolt af, hvor meget jeg arbejder med mig selv og udvikler mig personligt.

Din betingelsesløse kærlighed til mig er jeg så glad og taknemmelig for, at jeg nåede at opleve, forstå omfanget af og ikke mindst lade dig vide, at jeg værdsatte det og dig.

I dag skinner solen, og du er så nærværende for mig - jeg tager mig selv i at række ud efter dig for at give dig et kram, men jeg ved godt, at det kun er i mine erindringer, at jeg kan genopleve kærligheden og trygheden i din favn.

Dit barnebarn har det godt, og han er blevet til en hjertevarm, reflekterende, sund og sjov ung mand. I ham ser jeg noget af dig, ligesom jeg også i mig selv kan finde dele af dig.

Far har det også godt. De første år efter din alt for tidlige død var meget svære, men heldigvis fandt Far igen kærlighed, og han trives med sin nye søde hustru.

Mor, jeg elsker dig stadig, og da jeg ikke kan komme af med den kærlighed, vil jeg altid savne dig. Du var for mig den bedste Mor i hele verden.

De kærligste kram fra
Din datter

onsdag den 24. juli 2013

Hyggedag

I dag har jeg bestemt mig for, at jeg vil bruge nogle timer ved computeren. Solen skinner godt nok, men jeg trænger til en stille dag, og bloggen trænger til en kærlig hånd :-)

Livet er stadig godt ved mig, og jeg har en vidunderlig sommer. Jeg får lavet en masse ting herhjemme, som virkelig er en stor lettelse for mig at kunne strege på min to-do-liste. Jeg forkæler mig selv meget med meditation morgen og aften, og jeg har sat projekt lære-selv-at-tage-til-Vejle på standby på ubestemt tid. Det gør mig SÅ godt, at jeg ikke tvinger mig selv til at arbejde med de angstprovokerende ting lige nu :-)

Blaze er en lille krudtugle, og han er meget ude. Han er en finurlig kat, for han er på en gang meget selvstændig og utrolig tryghedssøgende. Han får sine "anfald", hvor han med ét er et vildt og voldsomt flænsemonster (fedt ord, jeg har lært af Line), og han både kradser og bider mig, men han falder hurtigt til ro og giver sig til at slikke min hånd eller arm istedet. Andre gange kan han slet ikke komme tæt nok på mig, han vil helst ligge på min mave og putte, når han er træt eller bare har fået nok af den store verden for en stund. Blaze betyder så meget for mig, og jeg er så taknemmelig over, at det lige præcis var ham, der kom til at bo sammen med mig her i det lille gamle hus <3

I aften kommer min søn ud til mig, og han bliver her indtil lørdag sidst på eftermiddagen. Det bliver luksus igen at være sammen med ham i flere dage <3


torsdag den 11. juli 2013

Sommer fuld af kærlighed

Sommeren er kommet til Danmark, og jeg har fået et energiboost uden lige. Jeg får lavet en masse gode ting herhjemme, så jeg er udmattet, når jeg rammer hovedpuden om aftenen. Jeg erindrer ikke, hvornår jeg sidst har haft energi til at lave så mange ting, så jeg nyder det i fulde drag nu.

Det siges, at alt har sin pris, og min pris for at være så aktiv herhjemme er, at jeg i denne tid ikke magter at forlade min trygge base alene. Jeg kan dog selv tage ind til den nærliggende landsby, hvor min læge har til huse. Der er også den lokale brugs, og der er en skøn genbrugsforretning. Den lille by har også verdens dejligste indbygger, for min søn bor der nemlig - han bor jo hos sin far.

At tage alene ind til Vejle kniber det med lige nu, men jeg klarer mig alligevel, for min søn og jeg er meget sammen her i hans sommerferie, og vi hygger os meget med at tage ind og gå en tur i Vejle, spise frokost og få ordnet ærinder. Min altid søde og hjælpsomme far kommer jo også ned til mig en gang om ugen, hvor det er et fast ritual (eller er det vane? Hvad er forskellen egentlig på ritual og vane? Det må jeg lige have undersøgt engang), at vi tager ud at handle sammen, så jeg kan få købt stort ind af dagligvarer. Sammen med de to mennesker, som jeg elsker så uendelig meget, kan jeg sagtens forlade mit hjem, men alene kan jeg ikke lige nu. Det er okay.

Tårerne fylder ofte mine øjne i disse uger. Jeg kommer så let til at græde, for jeg mangler det filter, som gør mig i stand til at tackle mine følelser. Der skal næsten intet til, førend jeg mærker tårene trille ned ad mine runde kinder. Som oftest græder jeg, fordi jeg bliver så rørt - kærligheden til min søn og mine andre kære flyder nærmest over, men nogle gange skyldes gråden naturligvis, at jeg bliver ked af det eller får et angstanfald. I går var jeg alene på vej ind til tandlægen, da min tandlægeskræk gik over gevind - jeg lod angsten tage magten fra mig, og jeg brød grædende sammen. Derfor endte det med, jeg måtte ringe derind og melde afbud. Jeg har en speciel tandlæge pga min psyke, og de søde damer derinde er heldigvis vant til lidt af hvert, så klinikassistenten, der modtog mit opkald, trøstede mig og fik mig til at falde så meget til ro, at jeg kunne kaste mig over gøremål herhjemme istedet for.

I går aftes kom min søn hjem til mig, og han bliver i nogle dage. Det er luksus at være så meget sammen med ham, og jeg priser mig lykkelig for, at han stadig har lyst til at bruge sin tid sammen med sin mor. Han er teenager, og jeg føler mig som verdens heldigste kvinde over al den tid, vi er sammen. Vi snakker en del, når vi er sammen, men vi bruger også tid på bare at være i samme rum, mens vi er optaget af hver vores ting. Musik binder os ofte sammen i de stunder.

Lige nu ligger han i sin seng og sover, og bevidstheden om, at han er her i huset, fylder mig med glæde og kærlighed. Sommeren er dejlig og fuld af kærlighed <3

tirsdag den 2. juli 2013

Tøsefornærmet

I et stykke tid har jeg været SÅ tøsefornærmet på blogger.com, fordi jeg troede, de ville ændre alt muligt, så jeg ikke længere kunne følge med i alle de fine blogge, jeg plejer at følge med i. Som et fornærmet barn har jeg ignoreret blogger.com, og jeg nægtede at gøre noget som helst ved mit problem. Ikke særlig klogt, men umiddelbart ser det ud til, at det var storm i et glas vand, for det ser da ud til, at alt er ved det gamle her efter skæringsdatoen 1/7.

Så kan jeg jo tænke lidt over, hvor mange minutter, som jeg brugte på at være tøsefornærmet, jeg kunne have brugt til at være glad i - let at være bagklog :-)

mandag den 17. juni 2013

Again

"The rain began again. 
It fell heavily,
easily,
with no meaning or intention
but the fulfilment of it's own nature,
which was to fall and fall."
Helen Garner

Som naturen har budt på regn, har mit sind budt på tårer i de seneste dage. Det er kampen mod mit madmisbrug, som fremkalder tårerne, for hvor er det dog svært for mig at knække "koden" til sund kost. Det kan gå fint i få uger, men så er alt næsten ved det gamle igen, hvor jeg fylder en masse ting i munden, som ikke er gode for mig.

Denne gang var det blevet så slemt, at jeg sidste gang ved lægen ikke turde stige op på vægten. Heldigvis er min læge god til at se, hvornår han kan presse mig lidt, og han kunne godt se, at det ikke var dagen til det, så vi sprang vægtkontrollen over. Bagefter fik det mig til at indse, at det ikke duede, at jeg blev ved på den måde, så nu har jeg igen fokus på, hvad jeg dulmer mine følelser med. Eller rettere om jeg forsøger at dulme de svære følelser med mad.

De seneste dage er det lykkedes mig totalt at undgå usunde ting, men det har så også fremkaldt masser af tårer. Det gør nu ikke noget, for jeg tænker, at jeg har behov for at græde. Lige nu er det okay, at jeg har svært ved at spise sundt, og jeg kan holde ud at være i det, fordi jeg giver mig selv masser af kærlig selvomsorg. Det har jeg også tænkt mig at gøre i dag, så nu står den på skøn meditation :-)

Må din uge blive dejlig <3

søndag den 9. juni 2013

Skønne dage og Mosekonens skønne give-away

I torsdags kom min søn ud til mig og blev i nogle dage, for han har læseferie. Dagene sammen med ham nød jeg meget, og jeg holdt pause fra nettet imens. Det var så dejligt for mig, at sønnike var her, og da han tog afsted i går, blev huset så tomt. Heldigvis valgte Blaze at være hjemme i går aftes og i nat, så det var dejligt at kunne nusse med ham :-)

I formiddags kom min søde far ned til mig, og han tog mig med til Give, hvor jeg fik handlet i Fakta. Efter at have sat varerne på plads, hjalp jeg lige min far med noget på hans netbank. Han blev glad, og jeg var glad for at kunne gøre bare en smule for ham. Han er nemlig altid så sød til at hjælpe mig med alt muligt. Det er ligesom blevet den måde, vi oftest er sammen på nu. De første par år efter min mors alt for tidlige død, var jeg meget syg, og da var min far og jeg sammen på en anden måde. Da jeg fik det bedre, fandt vi denne måde, som vi begge nyder helt vildt meget.

Efter en lur loggede jeg på blogland igen, og sikke mange skønne indlæg I har skrevet de seneste dage. Skønt at læse op på de blogge, jeg følger med i. Mosekonen har været på spil igen. Denne gang med en utraditionel og meget pragtfuld give-away. Jeg har bestemt mig for at deltage i den, hvilket har givet mig nogle vidunderlige timer i dag. Passede perfekt i dag og lige, hvad jeg trængte til. Jeg kan varmt anbefale at deltage i Mosekonens skønne give-away :-)


torsdag den 6. juni 2013

Kærlig onsdag

Lige et hurtigt pip herfra for at fortælle, at jeg havde den dejligste dag i går :-)

En onsdag fuld af indre ro, langsom opvågnen, taknemmelige fædre (både sønnens og min egen), skøn musik, god kaffe, dejligt nusseri med Blaze, inspirerende og pragtfulde blogindlæg samt kys, kram og kærlige ord fra min søn <3

Kort sagt, så var det en dag fuld af kærlighed, og bedre dage findes ikke <3

tirsdag den 28. maj 2013

Natteroderi

"God bless me
I'm senseless
And defenceless
In my sleep
Falling
Someone calling
Something crawling
Evil breed
The mind is open when the eyes are closed
When the other side appears
Like a paranormal overload
Stare into the face of fear
It comes at night"
Pretty Maids: It comes at night.


Nætterne er de værste i øjeblikket. Når jeg går i seng og forsøger at falde i søvn, kommer angst i kroppen og kaos i mit hoved snigende. Nogle gange lykkes det mig at meditere mig til indre ro, så jeg kan falde i søvn, men som i nat giver jeg oftest op og står op igen.


I nat søgte jeg som så ofte før tilflugt i musik, og langsomt faldt jeg til ro igen. Det natteroderi er en ond cirkel for mig, for jeg fungerer altså bedst i dagslys, så det duer ikke, at jeg sover dagens lyse timer væk. Det er også svært at få klaret mine skal-ting såsom tandlæge osv, når jeg er så træt om dagen. Og det duer bare ikke, at jeg aflyser den slags.


Mandag formiddag sad jeg 5 kvarter i tandlægestolen, og min enorme tandlægeskræk betød, jeg var fuldstændig kvæstet, da jeg endelig kom hjem igen. Jeg må have været overtræt, for jeg har ikke rigtig fået sovet andet end et par timer siden. Nu er jeg så træt af at være vågen så mange timer hver nat, at jeg vil bruge tirsdag og onsdag på at få det vendt igen. Det kommer til at kræve en del arbejde at få fundet brugbare løsninger, men i de her to dage har jeg kun en enkelt skal-ting på programmet, og det er endda en af de aller bedste skal-ting - besøg af verdens sødeste og dygtigste fodterapeut. Det bliver skønt at få ordnet mine fødder, så smerterne i dem forsvinder i de kommende uger :-)

fredag den 24. maj 2013

Time out

Denne uge har budt på en masse uventede udfordringer, som har efterladt mig udmattet og totalt drænet for energi. Det positive er, at jeg klarede alle udfordringerne :-)

Stolt af mig selv tillader jeg mig selv en time out dag nu. En dag, hvor jeg ikke skal andet end slappe af, hygge mig og gøre de ting, jeg har lyst til. Høre god musik, tulle rundt i nattøj og nusse med katten i mit liv <3

Ønsker dig en pragtfuld fredag og en vidunderlig weekend :-)

onsdag den 15. maj 2013

Smertefulde dage og nætter

"Each individual woman´s body
demands to be accepted on its own terms."
Gloria Steinem

Sidste uge startede godt, og jeg følte mig overbevist om, denne nedtur blev kortvarig. Sidste uges samtaleterapi satte så en stopper for det håb, for jeg skal lige love for, jeg fik sat gang i en masse smertefulde tanker og følelser - jeg blev fuldstændig slået ud. Derfor er det blevet til en kamp bare at komme ud af sengen hver dag, og hvis jeg ikke havde haft Blaze at stå op for og passe og pleje, så var jeg nok blevet liggende i sengen.

Underligt nok er det ligesom om, jeg "er til stede /  nærværende" i min psykiske smerte - som om jeg accepterer, at det er nødt til at gøre ondt for at blive godt. Jeg forsøger ikke at flygte fra de svære tanker og følelser, og jeg arbejder derfor meget med mig selv i denne tid. Det er også tvingende nødvendigt, for jeg kan ikke fortsætte med at have det sådan her i al evighed.

Min elskede søn og min søde far er jeg sammen med hver uge, og det kræver nu flere dages "opladning" og bagefter betyder det flere dages "udbrændthed" for mig. Og det selvom det er de to mennesker, jeg elsker aller mest i hele verden, og vi er sammen på en måde, så jeg kan slappe af imens. Det er dog SÅ vigtigt for mig, at jeg ikke trækker mig fra kontakten med dem, for kærligheden til og fra dem betyder alt i min verden. Derfor vil jeg ikke undvære deres besøg <3

Jeg har ikke energi og overskud til at se andre mennesker end min søn og min far. Jo, min læge og C ser jeg jævnligt, men venner og bekendte har jeg i den her tid kun sparsom kontakt med via sms, facebook og mails.  Sådan er det nødt til at være lige nu, for jeg har rigeligt i at komme ud af sengen, i bad, børste tænder og holde huset nogenlunde ryddeligt (jeg kan i hvert fald gå herinde uden at falde over ting :-) ). Mit madmisbrug har jeg slet ikke kontrol over - enten propper jeg mig med masser af usunde ting, eller også går jeg helt i den anden grøft og lever af Nupo pulver i flere dage. Det er tydeligt, jeg har meget at arbejde med.

Efter at have læst ovenstående er jeg nødt til at fortælle, at jeg altså også har gode fredfyldte stunder med indre ro. Mindst en gang hver dag (eller nat) sidder jeg ligeså stille og lytter til god musik, mens jeg læser med på mange dejlige blogs, og jeg læser også alle de skønne og dejlige opslag på facebook. På facebook følger jeg flere hjertevarme sider med mange inspirerende ord og citater, og det giver mig ubeskrivelig meget positivt at få de input. At læse om stort og småt fra jeres liv giver mig også megen glæde, og jeg nyder at se, hvor kreative I er, eller hvilke tanker I gør jer om alt muligt. Hurra for blogland :-)


fredag den 3. maj 2013

Kaotisk tilbagefald

Igennem længere tid har jeg fortrængt og ignoreret alle de forskellige tegn på, at det gik den forkerte vej med mig. Jeg har ikke været bevidst om det, og jeg har haft gode og hyggelige dage, fordi jeg fokuserede på alle de gode ting i livet, og så skubbede jeg alle de svære ting til side og lod simpelthen være med at give dem opmærksomhed. Det er en strategi, som kun virker i en begrænset periode, og den kan absolut ikke anbefales, fordi det hele en dag ramler, og alle de ting, jeg har udskudt at gøre noget ved, vælter pludselig ned over mig på en gang.

I går ramlede det hele for mig, og mit liv er derfor lige nu præget af angst, hjælpeløshed, hovedpine, håbløshed, kaos, kvalme, opkastninger, rod i hovedet og huset, selvbebrejdelser, selvhad, spændinger i nakke og skuldre, tristhed og tårer i massevis.

Jeg føler det som om, jeg er blevet bombet flere år tilbage i min sygdomshistorie, for jeg har igen svært ved de mest almindelige ting såsom at handle, tage alene til læge osv, og jeg søger ofte tilflugt under dynen. Tingene er svære for mig nu, men jeg klarer mig alligevel, for jeg handler dagligvarer på nettet og får dem leveret til køkkenbordet. Jeg har også fået bedt familie, venner og C. fra distriktspsykiatrien om hjælp, så fremover vil jeg få hjælp til at klare mine skal-ting såsom oprydning, læge- og tandlægebesøg osv. Jeg er heldig, at der er mennesker, der kan og vil hjælpe mig.

Blaze hjælper mig også meget, for han sørger for, at jeg kommer ud af sengen hver dag. Han skal selvfølgelig have mad og passes og plejes, og jeg er så glad for det liv, den lille røde bandit har bragt med sig her i huset. Katten er en gave uden lige.

Tilfreds med den indsats jeg har ydet i dag mht at finde ud af, hvilke former for hjælp jeg har behov for pt, og ikke mindst at have bedt de forskellige mennesker i mit liv om hjælpen, vil jeg nu forkæle mig selv med en kop kaffe, mens jeg nusser med Blaze.

tirsdag den 23. april 2013

Stille sammen med Blaze



"True silence is the rest of the mind,
and is to the spirit what sleep is to the body,
nourishment and refreshment."
William Penn

Dagene flyder langsomt i denne tid, og både Blaze og jeg flyder ligeså stille med, mens vi er stille og hygger os sammen. Tidligere har Blaze ikke været vild med nusseri i for lang tid ad gangen, for han ville hellere lege, slås og udforske, men han er inde i en periode, hvor han søger den stille ro hos mig - han kommer op til mig, søger min hånd og lægger sig ligeså stille ned, mens han spinder og tydeligvis nyder mine kærtegn. Sådan vil han gerne ligge i timevis, og han viser sin kampgejst, når jeg rejser mig - så markerer han lige sin utilfredshed ved at kradse eller bide mig - godt nok blidt, men det kan alligevel mærkes.

Mit eget energiniveau passer perfekt til kattens hyggenusseri, for jeg er noget så træt i disse dage. Ind i mellem mærker jeg kortvarigt et stik af: "jeg burde også lave noget af alt det på min to-do-liste", men utilfredsheden med mig selv forsvinder hurtigt, og jeg glædes istedet over, jeg har mulighed for at slappe af og bare nyde at være til. Jeg hygger mig med katten, kaffe, god musik, Facebook og blogs. Jeg får ikke rigtig skrevet kommentarer, for det er ligesom om, jeg ikke har så mange ord lige nu. Derfor passer Facebook med sin synes godt om knap mig utrolig godt :-)

mandag den 15. april 2013

Musik og Blaze

"Music washes away from the soul the dust of everyday life."
Berthold Auerbach

Musik gør mig altid godt, og i disse dage fylder musikken meget. Jeg lytter til en masse skøn musik og hviler min hjerne.

Min lille babykat vokser og udvikler sig. Han løsriver sig mere og søger udfordringer ude i den store spændende verden udenfor huset. Når han trænger til tryghed og hvile, kommer han og lægger sig ovenpå mig, og så skal vi sidde og være stille sammen. Blaze spinder af velvære og ligger afslappet og kigger med sine smukke øjne, når vi hører meditationsmusik. De timer er som balsam for min sjæl.


onsdag den 10. april 2013

Nogle af de dage...

"The mind´s first step to self-awareness
must be through the body."
George Sheehan

Det er nogle af de dage. De stille dage med kaos i mit hoved og smerter i kroppen. De dage, hvor jeg har mest lyst til at isolere mig totalt fra omverdenen. De dage, hvor uventede kærlige ord får mit skjold til at falde til jorden med et brag og giver mig lyst til at åbne op og bevæge mig ud af min mørke hule. De dage, hvor jeg ender med at acceptere, at jeg har behov for at give mig selv tid, forkæle mig selv med stille stunder, hvor jeg lytter til rytmen i mit sind.

Voldsom hovedpine og smerter i nakke, skuldre og ryg er min krops måde at fortælle mig på, at jeg har behov for ro og hvile lige nu. Vel og mærke mental hvile.

I går forsøgte jeg mig med fysisk hvile, og det fik bare min hjerne til at løbe endnu stærkere og efterlade endnu mere kaos i mit hoved. Da jeg mediterede i morges, fik jeg den tanke, at jeg måske skulle prøve det omvendte - altså at lave noget fysisk og så hvile hovedet. Jeg gik en lang tur i kulden, og det hjalp både på hovedpine og ryggen. Og som en ekstra bonus gik det op for mig, at jeg kunne sætte mig til tasterne og skrive lidt her, for det plejer at hjælpe mig til at få lidt kontrol over mit tankekaos, når jeg sætter ord på mine tanker og følelser.

Den seneste uge har givet mig nogle fantastiske oplevelser, og det er dem, jeg reagerer på nu, fordi jeg ikke er færdig med at tænke over dem og lade dem bundfælde sig i mig.

Jeg læste "Kalak", som er Kim Leine´s debutroman. Hans skrivestil er helt unik, og bogen er utrolig spændende. Jeg blev både fortryllet, forundret og forfærdet af at læse bogen, og det er helt klart den bedste bog, jeg nogensinde har læst. Kim Leine er i mine øjne verdens bedste forfatter, og jeg kan kun give "Kalak" mine varmeste anbefalinger :-)

Du kan købe "Kalak" her. Og her kan du læse mere om Kim Leine og hans bøger :-)

Fredag formiddag var C. her til samtaleterapi. Jeg var mat i koderne, men vi fik en god snak omkring den kommende tids mål og handleplan.

Fredag og lørdag var min yndlingsteenager her, og vi havde sådan nogle pragtfulde dage sammen. Vi både lo og talte alvorligt. Slappede af og var også flittige. Min søn er et dejligt menneske, og jeg ville også elske ham, selvom han ikke var min søn, for han har en personlighed, som jeg er vild med.

Søndag formiddag besøgte min søde far mig, og vi var ude at handle, inden han hjalp mig med at tømme min baggang, så den var klar til rengøring mandag. Den skal nemlig males, hvilket min far også er så sød at hjælpe mig med.

Resten af søndagen brugte jeg på at læse Anna Skyggebjerg's bog "Introvert". I Guder og Gudinder, som jeg dog græd. Jeg græd af lettelse over at kunne genkende mig selv i beskrivelsen af introverte mennesker, og jeg græd af lettelse over, at jeg slet ikke er forkert - jeg er bare meget introvert. Jeg er slet ikke færdig med bogen. Jo, jeg har læst alt i den (og nydt alle ordene), men jeg vil bruge bogen som opslagsværk, når jeg har behov for gode råd til at tackle min introverthed.

Anna Skyggebjerg kan du læse om her. Anna her en dejlig blog, som jeg varmt kan anbefale. Og her kan du købe "Introvert" :-)

Anna Skyggebjerg´s bog har sat mange tanker igang hos mig, for i mange år har så store dele af min personlighed fået prædikatet psykisk syg, personlighedsforstyrrelser og dermed den nedbrydende følelse af at være helt forkert. Nu har jeg fundet ud af, at jeg slet ikke er SÅ psykisk syg, som jeg troede. Jeg kan ikke tilskrive det hele, at jeg er introvert, men jeg kan se, at introvertheden er en meget stor årsag til, at jeg er, som jeg er. Ja, jeg lider af nogle psykiske sygdomme, men jeg er slet ikke så rablende vanvittig, som jeg havde fået følelsen af at være. Det er en gave uden lige at blive klar over det, og den viden og ikke mindst følelse er ubeskrivelig vigtig lærdom på min vej mod at vende de mange års selvhad til kærlighed.

Oveni de dejlige oplevelser er jeg ved at vænne mig til at gå med briller, for jeg må jo sande, at jeg bliver ældre, og jeg har fået behov for hjælp til at se klart og tydeligt - det er utroligt, så mange detaljer jeg pludselig kan se, når jeg har briller på :-D

Derudover fik jeg til min søns store morskab endnu et af mine flip med at flytte om. Han mener, at det er en skør kvindeting, for han og hans far flytter da aldrig om sådan bare for sjov - de flytter kun om, når de bygger huset om. Jaja, men jeg er altså kvinde, og jeg er derfor i gang med at flytte lidt om i både min stue, baggang, entre og soveværelse - det skal nok blive godt, når jeg engang bliver færdig med det :-)

lørdag den 30. marts 2013

Shopping Stop Status

Nogle gange har jeg virkelig meget svært ved at overholde mine egne regler, og jeg falder i med et brag. Sådan skete det også med mit shopping stop...

Den seneste tid har jeg ikke været god til at overholde mit egen shopping stop. Det var ligesom om, jeg kom ind på en glidebane, da jeg åbnede op for at måtte købe bøger. Det er blevet til en del nye bøger. Bevares, jeg er skam utrolig glad for bøgerne, og jeg vil ikke undvære dem, men jeg kunne ikke holde mig til kun at købe bøger.

Lige pludselig var der så mange småting, som jeg manglede - enten fordi jeg var løbet tør for dem (neglelakfjerner) eller fordi jeg bare havde ønsket mig tingene i så lang tid (bla en skammel til mit badeværelse). Jeg brugte i hvert fald pludselig ligeså mange penge på småting, som jeg gjorde inden shopping stoppet.

Jeg har gået og tænkt over, om jeg bare skulle give op og droppe shopping stoppet helt. Jeg har bestemt mig for, at jeg vil lade sket være sket, lære af det og så fortsætte med shopping stoppet. Derfor tager jeg en periode med fuld shopping stop igen - altså hverken bøger, dullegrej eller andre småting.

Det er godt, at jeg kan lære af mine fejl, rejse mig igen og fortsætte :-)

fredag den 29. marts 2013

Musefangeren slår til igen

Tirsdag aften slog min egen lille musefanger til igen, og han kom ind med endnu en mus, han havde fanget. Dygtig kattekilling :-)

Denne gang var Blaze dog legesyg, så han muntrede sig med at kaste musen (den var allerede død) op i luften og fange den igen. Skøre kat, men dejligt at Blaze fanger mus nu, så de ikke flytter ind i huset :-)

søndag den 24. marts 2013

Dygtig kattekilling

Torsdag aften fangede Blaze sin første mus. Jeg opdagede det ikke førend næste morgen, hvor jeg kom ud i køkkenet og så, at min dygtige kattekilling ligeså fint havde lagt musen i sin madskål. God og dygtig kat :-)

onsdag den 20. marts 2013

Personlige sejre

"Tell the negative committee
that meets inside your head
to sit down and shut up."
Ann Bradford

Vintervejret passer mig stadig fint, for jeg har stadig behov for mange stille stunder. Jeg nyder at kunne tulle alene rundt herhjemme i mit eget tempo, og jeg har til min store glæde haft et par meget store personlige sejre. I fredags syede jeg en kjole om, og det var første gang i flere år, jeg syede. Tidligere i mit liv har jeg syet meget, men det stoppede undervejs i mit sygdomsforløb. Derfor blev jeg så utrolig glad for at kunne sy igen - og det betød intet, at det var en ukompliceret ting, jeg syede :-)

Lørdag bød på en endnu større sejr for mig. Jeg var nemlig med til min søde fars fødselsdagsfest! At være med til den fest var så utrolig stort for mig, da det ellers er meget lang tid siden, at jeg har kunnet deltage i sådanne sociale begivenheder. Min søn og jeg tog sammen op til min fars fest, og jeg hyggede mig utrolig meget - både med turen frem og tilbage, men også i timerne til selve festen. Jeg er så glad og taknemmelig over, at jeg fik den dejlige oplevelse :-)

Det har sin pris at overvinde mig selv så meget, og jeg er stadig meget træt og hviler mig derfor meget. Jeg har sørget for, jeg ikke har andet end et par få nødvendige aftaler i denne uge, så jeg kan forkæle mig selv med masser af stille stunder, mens jeg finder mine ben at stå på igen.

Marts er en måned, hvor jeg har oplevet store ting. Først i marts - eller det var vist egentlig sidst i februar, fik jeg nemlig et tv igen. Eller rettere, så købte jeg et nyt tv. Det store i den forbindelse er, at det blev sat til, så jeg kan se tv igen efter ikke at have set tv herhjemme i mange år. For 10 år siden, da min sygdom accelerede,  kunne jeg ikke længere holde ud at se tv, fordi jeg blev meget påvirket af billederne og lydene - det var ligesom om, jeg mistede et filter, så alt bare gik direkte ind og bombarderede mig. En gang i årenes løb har jeg forsøgt mig med at se tv herhjemme, men det var stadig meget ubehageligt, og derfor lod jeg være med at gøre noget for at kunne blive ved med at se tv, da tvsignalerne på et tidspunkt blevet lavet om.

I alle de år har jeg ikke savnet at kunne se tv, for jeg så en sjælden gang et eller andet program på nettet, og det dækkede så rigeligt mit behov. I februar fik jeg pludselig lyst til at kunne se nyhederne i tv igen. Det faldt sammen med, jeg fik et tilbud om tv pakker derfra, hvor jeg får internet, og jeg takkede ja. En montør var herude, men jeg kunne efterfølgende ikke få det til at virke. Tilfældigt kom jeg til at tale med en ven om det, og han var så utrolig sød, at han tilbød mig, at han ville købe et nyt tv for mig og sætte det til. Jeg skulle ikke tænke på andet end at hæve pengene til ham, og det kunne jeg da overskue (shopping-stoppet af dimser gav mig nemlig overskud på kontoen).

Den søde ven har været nede hos mig 2 gange, og nu har jeg sørme et tv hængende på væggen. Han har lavet det så smart, at jeg kan dreje fjernsynet, så jeg kan se tv fra begge ender af min stue. Jeg ser ikke meget tv, men lidt bliver det alligevel til næsten hver dag. Jeg ser mest nyheder og debatprogrammer, så DR2 er min favoritkanal. Det kommer noget bag på mig, for jeg havde troet, jeg ville se underholdning og serier, jeg ikke skal tænke til, men det er slet ikke dem, jeg har lyst til at se. Sådan kan man lære nyt om sig selv til tider :-)

Nu vil jeg slutte dette indlæg, for Blaze og jeg har nogle nyheder på tekst-tv, som vi lige skal læse :-)

tirsdag den 12. marts 2013

Vinter glæder

"O Winter! ruler of the inverted year...
I crown thee king of intimate delights,
Fireside enjoyments, home-born happiness,
And all the comforts of the lowly roof
Of undisturb'd Retirement, and the hours
Of long uninterrupted evening, know."
William Cowper (1731-1800)

Vinteren er over os, og jeg nyder det i fulde drag, for vinteren passer perfekt til denne tids humør. Vinteren indbyder mig til stille reflektioner og masser af indendørs hygge sammen med Blaze - stille lykke her i Gammelby.

Den stille lykke, hvor jeg glædes inderligt over en masse små og store ting, fandt tilbage til mig efter en længere periode, hvor jeg var plaget af indre uro og tristhed. Eller rettere, så var det mig, der fandt tilbage til glæden og de lykkelige øjeblikke, da jeg trak mig tilbage fra meget kontakt med andre mennesker og i stedet gav mig selv stille stunder med tid til at lytte til mig selv.

De stille stunder er SÅ vigtige for mig, men alligevel glemmer jeg det stadig ind i mellem og bruger i stedet al min tid på at være i kontakt med andre mennesker. Jeg er åbenbart meget langsom til at lære nyt, så jeg står igen og igen i de samme situationer, som har til formål at lære mig ting. Gentagelserne er nødvendige for min læring...

mandag den 11. marts 2013

Badeforhæng uden kemi

For et stykke tid siden var jeg heldig at vinde et virkelig lækkert badeforhæng ved Rebecca Persson. Badeforhænget er grønt - altså miljørigtigt, for det er uden al mulig kemi - badeforhænget er nemlig helt uden bly, PVS og giftige imprægneringsmidler. Jeg har det utrolig godt med, at badeforhænget er så miljørigtigt, og da kvaliteten også er god, kan jeg kun anbefale Unicolor Miljø Badeforhæng

Badeforhænget kan købes hos badglad.dk, findes i 20 størrelser, og derudover kan deres systue foretage tilretninger. Leveringen var hurtig, og kontakten med Badglad var både behagelig og god. Derfor får badglad.dk mine varmeste anbefalinger :-)



Det virkelig gode miljørigtige badeforhæng, jeg var så heldig at vinde :-)

tirsdag den 26. februar 2013

Læsestof

"Where is human nature so weak as in the bookstore?"
Henry Ward Beecher

Bøger er landet i min postkasse, og jeg har nydt at læse. Det har været vidunderligt at lade mig opsluge af bøgerne og forsvinde ind i de vidt forskellige bøgers unikke univers.
Gyldendals bogklub gav mig et tilbud, jeg ikke kunne modstå - 39 kr for disse to bøger :-)

De skønne bøger, jeg fik af den søde Kamilla :-)





onsdag den 6. februar 2013

Shoppingstop Vol. 2

"Wear the old coat and buy the new book."
Austin Phelps

Måske husker du, da jeg startede på mit projekt shoppingstop? Det går forbløffende godt, og jeg nyder, at jeg har haft penge i overskud, som jeg har kunnet bruge på andre ting end alle de unødvendige småting, jeg før brugte pengene på. Jeg har forkælet min søn, og det er også blevet til en del nye ting til Blaze. Begge er glade, og glad er jeg sandelig også, for det føles skønt at kunne give dem ekstra penge og ting :-)

Min oprindelig idé var, at jeg heller ikke måtte købe bøger, men det har vist sig, at det kunne jeg ikke overholde. Kamilla deler nemlig gavmildt ud af sine bøger, og der var en del, jeg ikke kunne stå for, og jeg var så heldig, at jeg måtte få dem mod selv at betale portoen. Det gjorde jeg gladeligt, og jeg ser frem til at modtage bøgerne.

Status er, at udover de få kroner til porto har jeg ikke brugt penge på "dimser", dullegrej og bøger siden 3/1-2013 - altså godt en måneds tid. Der er en del større ting, jeg ønsker mig, og derfor har jeg besluttet mig for, at jeg forlænger shoppingstoppet indtil den 1/7-2013. Dog må jeg gerne bruge lidt penge på bøger, hvis jeg falder over nogle gode tilbud :-)

mandag den 4. februar 2013

Moment of surrender

"Moment of surrender.

...My body's now a begging bowl
That's begging to get back, begging to get back,
To my heart,
To the rhythm of my soul,
To the rhythm of my unconsciousness,
To the rhythm that yearns,
To be released from control..."
U2

Uge 5 var en dejlig uge for mig. Jeg mediterede meget, og jeg havde det så godt. Min vidunderlige søn var her fredag og lørdag, og jeg nød ham i fulde drag. Søndagen startede godt, men ved middagstid og hele eftermiddagen var jeg noget så sur. Ikke bare almindelig sur, men edder spændt rasende. Hvad der lige skete, ved jeg ikke, men rart var det ikke. Jeg gik tidligt i seng, og jeg fik mediteret og sovet mig ud af hidsigheden. At jeg så er lysvågen nu midt om natten, gør intet, for jeg er ikke sur mere :-)

Uge 6 ligger ny og ubrugt foran mig, og jeg bestemmer selv, hvordan den skal være. Jeg har kun få aftaler, og derfor er jeg så heldig, at jeg kan gøre uge 6 til en uge fuld af selvforkælelse og kærlig egenomsorg. Det bliver en dejlig uge :-)

Gid din uge også må blive dejlig :-)

lørdag den 26. januar 2013

Ransager af stilhedens dybder

"En ransager af stilhedens dybder er jeg."
Kahlil Gibran

Beautiful day

"...It was a beautiful day 
Don't let it get away 
Beautiful day..." 
U2

Torsdag den 24. januar 2013 var i sandhed "a beautiful day".

søndag den 20. januar 2013

Mit træ

"I think that I shall never see
A poem lovely as a tree."
Joyce Kilmer

Siden jeg i 2001 flyttede hertil,
har det store træ i hjørnet af min have altid gjort mig glad
- synet af det får mig til at smile :-)
Midt i nydningen af min morgenkaffe vækkede Poetiske Lene min lyst til at plante et træ. Der er noget nærmest magisk over at plante et træ - vælge placering, sort, grave, plante, vande, gøde og se træet vokse. Jeg er en kvinde, der planter alt for få træer, fordi jeg har en nærmest ærefrygt over at gribe ind og forandre naturen. I år vil jeg unde mig selv den lykke at plante et træ i min have.

fredag den 18. januar 2013

En sund forandring

"At vide,
hvad det rigtige er
og ikke at gøre det,
er mangel på mod."
Konfutse

Da jeg i sin tid startede hos diætisten på sukkersygeafdelingen, fortalte hun mig, at det er usundt at drikke mere end 1/2 liter light produkter om dagen. Af en eller anden grund var jeg dengang ikke parat til at efterleve hendes råd, og jeg skubbede det derfor bagerst i min hjerne - gemte det væk og glemte det næsten.  Jeg ændrede andre ting i min kost, og jeg begyndte at tabe mig - nogle gange hurtigere end andre, og selvom min vægt gik op og ned, så blev der alligevel en smule mindre af mig.

De seneste måneder har min vægt været som en yoyo, og jeg var træt af, at jeg ligesom var gået i stå med vægttabet. Noget måtte ske, og jeg kom i tanke om diætistens råd om at mindske min indtagelse af light produkter. Mosekonen gav mig et link til en spændende artikel om light produkter, og jeg fik endnu mere lyst til at efterprøve min teori om, at light produkter i store mængder ikke er godt for mig.

Jeg valgte at give det et forsøg, og jeg holdt derfor op med at drikke så meget light sodavand. I stedet for at drikke light sodavand, drak jeg dansk vand med citrus og min nye favorit - kold Pukka Pure The - jeg koger en kedel vand og hælder det i en kande med et enkelt Pure thebrev. Det får lov til at stå og trække, indtil det er koldt, hvorefter jeg tager thebrevet op og sætter kanden i køleskabet. Mums, hvor smager det dog godt, når det er helt koldt! Det er simpelthen min nye favoritdrik, og jeg drikker ca 1 1/2 liter af det om dagen :-)

I går var det medicindag, og som altid vejede lægen mig. Vi kunne næsten ikke få armene ned af bare begejstring, for jeg havde tabt mig 3,3 kg i løbet af de seneste 14 dage! Min kost har været, som den var i den forrige periode, og den eneste forandring var minimeringen af light drikkevarer. Det var helt fantastisk at opleve, og det føltes som om, jeg nu endelig havde knækket "koden" - jeg havde på egen krop mærket, lært og forstået light produkternes virkning for min forbrænding. Det var SÅ dejligt at få endnu en brik til puslespillet om, hvad der er godt og sundt for lige præcis mig :-)

onsdag den 9. januar 2013

Forandringer

"They always say time changes things,
but you actually have to change them yourself."
Andy Warhol

Noget måtte ske, for jeg havde det ikke godt. Midt i al min glæde og begejstring over alle de ting, jeg gerne ville, glemte jeg, at jeg har behov for stille stunder hver dag. Jeg er igen begyndt at prioritere meditation og stille stunder med livskloge ord, og det gør mig SÅ godt :-)

Kaffe er en drik, jeg virkelig nyder meget. Jeg har i lang tid drukket utrolig meget kaffe hver dag, men nu er jeg inde i en periode, hvor jeg kun drikker den skønne sorte Gudedrik om morgenen og formiddagen. Fra frokost og resten af dagen, drikker jeg nu the. Theen gør mig godt, og det giver mig en ro, jeg virkelig nyder - at sidde med en god kop the, mens jeg hører sagte musik og nusser med Blaze, mens jeg lader mine tanker flyve - det får mit til tider så urolige sind til at falde ned i et helt andet gear - det er luksus. Og det giver mig en bedre nattesøvn.

Af kolde drikke har jeg sværget til sodavand - for en del år siden almindelige sodavand, men dem skiftede jeg for lang tid siden ud med sukkerfrie light sodavand. Nu har jeg så fået en (måske fiks) ide om, at det ikke er sundt for mig med alle de kunstige sødemidler, og nu er jeg ved at vænne mig til at drikke dansk vand med citrus i stedet for. Det ville naturligvis være billigere, hvis jeg bare drak almindelig postevand, men der er altså bare noget ved brus, som gør dansk vand meget bedre - den der sprøde fornemmelse i munden, når en slurk dansk vand nærmest eksploderer med bruset, kan/vil jeg ikke undvære, så derfor under jeg mig selv at købe dansk vand med citrus :-)

Den dejlige inspirerende Mosekone kan virkelig sætte tanker igang hos mig, og jeg nyder sådan at læse om hendes spændende spareprojekt. Uden at kende Mosekonen irl, så er jeg efterhånden overbevist om, at hun må være en af de gode hekse, for som Mosekonen dog kan trylle den lækreste mad frem af næsten ingen penge - de skønne fotos giver mig mundvand. Jeg har aldrig brudt mig om at lave mad, og jeg er derfor heller ikke særlig god til det, men nu er det lykkedes mig at lave noget varmt mad (endda to gange ud af to forsøg), som jeg godt kunne lide - og det fordi, jeg blev inspireret af Mosekonens mad. Hvad skal det dog ikke ende med? :-)

lørdag den 5. januar 2013

Cherish your own emotions

"Cherish your own emotions
and never undervalue them."
Robert Henri

Fredagen blev fredelig for mig her i det lille hus. Selv Blaze var stille og rolig, og han spandt af velvære over nusseri i timevis - ikke de mindste narrestreger lavede den ellers så frække kattekilling i går. Vi havde sådan en fredfyldt aften sammen - ild i brændeovnen og stille musik. Jeg sad med fødderne op pakket ind i et tæppe, og Blaze lå ovenpå mine ben og charmede mig fuldstændig blød - jeg kan slet ikke stå for hans søde måde med at lægge hovedet på skrå og se på mig med sine store smukke øjne.

Fredag formiddag bød jo på samtaleterapi med R., og jeg var glad for, jeg ikke aflyste. R. læste dagbogsnotaterne i min kalender, og vi fik en god snak. R. påpegede noget, jeg blev meget forundret over. Hun sagde nemlig, at jeg har haft travlt og har lavet mange ting i årets første dage. Selv syntes jeg, jeg havde slappet af og intet havde lavet, men nu kan jeg godt se, jeg både har lavet fysiske ting og har tænkt meget og taget (for mig) store beslutninger.

Det var en vigtig ting, R. der fik øje på ved at læse min kalender. Det betyder nemlig, at jeg nu tager det som en selvfølge, at jeg kan mange ting, jeg for bare et år siden ikke havde energi og overskud til - jeg har simpelthen fået det så godt, at jeg nu forventer meget mere af mig selv - jeg er blevet vant til, jeg kan klare en del huslige gøremål og stadig have overskud til at arbejde på at ændre kostvaner osv. Den opdagelse fik vendt noget i mit hoved i går - istedet for at bebrejde mig selv, jeg er træt lige nu og ikke orker at kaste mig over al muligt kreativt eller udfordre mig selv ved at tage alene til storbyen, så blev jeg glad for al det, jeg faktisk lykkes med lige nu :-)



fredag den 4. januar 2013

It comes at night

"...Stare into the face of fear
It comes at night...
...I'm lying helpless in my bed
Wonder if the sun will ever rise again
Hearing voices in my head
As the dark of night is closing in
Too many hours too many nights
Of painful visions coming over me..."
Pretty Maids

Aftenerne og nætterne er de værste i øjeblikket. Dagene bruger jeg på at holde sammen på mig selv og bevare kontakten til virkeligheden, så jeg ikke forsvinder ind i mørket af min psyke.


C. har fortalt mig, at mange med samme sygdom som jeg oplever, at anfaldene er kroppens forsvarsmekanisme, når man presser sig selv og er stresset. Derfor er der ikke noget at sige til, at januar byder på slemme anfald for mig, da jeg gennem lang tid har presset mig selv meget.


Mens jeg sidder stille nu her med ild i brændeovnen og kaffe i kruset, kan jeg mærke trætheden helt ind i knoglerne. De mørke timers angst og tårer tærer noget så slemt på kræfterne, og det gør det ikke bedre, når jeg pga indre uro ikke får sovet nok om natten. I forvejen er min nattesøvn meget udfordret pga psykofarmakaens bivirkninger (vågner ca hver time), men de seneste nætter har det da været helt slemt med at sove, for jeg ligger enten søvnløs eller har slemme mareridt, så jeg vågner med hjertebanken og badet i sved.


En ting er selve anfaldene. De er skræmmende. Men skræmmende er også mine tanker efterfølgende, for jeg er plaget af katastrofetanker om, at anfaldene nu igen skal være en fast del af min hverdag igen - trods medicinen. Angsten for, at jeg mister kontakten med virkeligheden i længere tid eller værst tænkeligt: konstant, er det værste for mig at tackle lige nu. Jeg er så bange for at forsvinde helt ind i min psykes mørke afgrund. Derfor kæmper jeg så meget i mod min trang til bare at give totalt slip og overlade mig til mørket - og det koster så utrolig mange kræfter.


I formiddag kommer R., men jeg er så udmattet lige nu, at jeg slet ikke kan overskue, hvordan jeg om få timer skal få overskud til samtaleterapien med hende. Jeg er fristet til at aflyse aftalen med hende, men jeg ved jo godt med min fornuft, at det vil være dumt, da det jo er i perioder som denne, at jeg har aller mest brug for samtaleterapien. Jeg ved bare slet ikke, hvordan jeg skal finde overskuddet til at tale og være sammen med R. i dag. For ikke at stresse mig selv over det, har jeg bestemt mig for, at jeg bare vil bede R. om at læse mine dagbogsnotater for januar, og så vil jeg lade det være op til hende at starte samtalen. Så må vi se, hvor meget jeg orker at tale i dag. Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil bebrejde mig selv, hvis jeg ikke orker ret meget snak i dag - at jeg ikke aflyser, og lader R. læse dagbogen er flot, og det vil om ikke andet så give mine kontaktpersoner et indblik i, hvordan jeg har det lige nu.


Jeg vil lytte til mig selv nu og give mig selv fred og ro. Jeg vil lade være med at bebrejde mig selv alle de ting, jeg lige nu ikke har kræfter til. 

  • Det er okay, jeg har behov for at slappe af uden at presse mig selv til fremskridt. 
  • Det er okay, at jeg bruger dagens lyse timer på bare at nusse og lege med min kattekilling.
  • Det er okay, jeg tager en pause fra omverdenen - ikke følger med i nyhederne og i stedet bare hører musik på youtube.
  • Det er okay, jeg ikke orker at arbejde med mig selv.
  • Det er okay, jeg tuller herhjemme og ikke presser mig selv til at tage alene ud i verdenen.
  • Det er okay, jeg bare er.

torsdag den 3. januar 2013

Shopping stop

"We have too many high sounding words,
and too few actions that correspond with them."
Abigail Adams

Inspireret af den gode Mosekone har jeg besluttet mig for at tage et shopping stop. I første omgang indtil den 1/3-2013, og derefter vil jeg så se, om jeg har mod på det i længere tid :-)

I december og her i de første dage i januar har jeg købt en hel masse ting, jeg egentlig ikke havde behov for. Det har været ren forkælelse og trøsteshopping, og nu skal det altså være slut. Ikke flere læbepomader, bøger, neglelakker, bodyscrubs, cremer og hvad jeg nu ellers har en svaghed for - nu bruger jeg alt det, jeg har i mine gemmer og læser nogle af alle de bøger, jeg har stående ulæste i bogreolen :-)

tirsdag den 1. januar 2013

Fødselsdagsluksus

"The most important thing
is to be whatever you are without shame."
Rod Steiger

Skam har været en af mine tro følgesvende gennem livet. Nu er skammen ikke længere en af mine konstante følgesvende, for jeg har accepteret, at jeg ikke kan ændre min fortid. Livet formede sig ikke for mig, som jeg havde drømt om og planlagt. Det kunne jeg vælge at græde over eller endda være bitter over. Det er ikke længere ret ofte, jeg får et stik i hjertet over alt det, som ikke er. Istedet glædes jeg over, det som er. Og nogle gange glædes jeg endda over den, jeg er :-)

I går glædede jeg mig over, den jeg var/er. Det var min fødselsdag, og det var en dag fuld af glæde og lykke.  Dagen bød på mange dejlige fødselsdags- og nytårshilsner fra dejlige mennesker, og jeg fik de første hilsner på facebook, mens jeg nød min kaffe - det var luksus :-)

C. kom til et morgenbesøg, og hun overraskede mig meget ved at give mig den smukkeste buket roser, som ovenikøbet dufter helt fantastisk. Vi fik en både god og hyggelig snak ang status og ønsker ang fremtiden. Det føltes som længe siden, jeg havde set C., og jeg var så glad for hendes besøg i går. Følte sådan en dejlig ro over at tale med hende igen - det var luksus :-)

C. var ikke andet end lige gået ud ad døren, førend min smukke søn stod op. Hans kys, kram, lykkeønskninger og gave fik mit hjerte til at smelte fuldstændig af al min kærlighed til ham - det var luksus :-)

Facebook har jeg ikke kunnet finde ud af. I går hjalp min søn mig med et par ting på facebook, og en hel ny verden åbnede sig for mig. Jeg fandt med hans hjælp frem til et par musikeres facebooksider, og jeg ser pludselig uanede muligheder for at følge en masse spændende ting derinde - det er luksus :-)

Min søn og jeg havde også sådan en hyggelig stund med at finde vinderen af min give away - det var luksus :-)

F. blev hentet om eftermiddagen, og kort tid efter ringede min dejlige far for at ønske mig tillykke med fødselsdagen. Han var her i søndags for at fejre det sammen med os, og vi havde en hyggelig dag sammen. Det var også dejligt at tale med min far i går, og jeg kunne virkelig mærke, hvor meget han elsker mig - det var luksus :-)

Blaze havde ligget et par timer inde i min seng, da jeg gik ind for at tage mig en lur sammen med kattekillingen. Det var ren hygge at ligge ligeså stille og nusse med den helt rolige kat, og vi faldt i søvn, mens vi lå helt tæt sammen - det var luksus :-)

Nytårsaften tilbragte jeg, som jeg bedst kan lide det - alene sammen med katten. Ild i brændeovnen og god musik i radioen, mens jeg bare var. Og da skete det magiske, for pludselig fik jeg den mest vidunderlige følelse af, at jeg er et dejligt menneske - at jeg godt kan lide mig selv, som jeg er (væremåde) - det var LUKSUS :-)

Med ønsket om, at også du kan lide dig selv, sender jeg dig mine kærligste tanker og ønsker dig et fantastisk dejligt 2013 :-)