It comes at night

"...Stare into the face of fear

It comes at night...

...I'm lying helpless in my bed

Wonder if the sun will ever rise again

Hearing voices in my head

As the dark of night is closing in

Too many hours too many nights

Of painful visions coming over me..."

Pretty Maids

Aftenerne og nætterne er de værste i øjeblikket. Dagene bruger jeg på at holde sammen på mig selv og bevare kontakten til virkeligheden, så jeg ikke forsvinder ind i mørket af min psyke.

C. har fortalt mig, at mange med samme sygdom som jeg oplever, at anfaldene er kroppens forsvarsmekanisme, når man presser sig selv og er stresset. Derfor er der ikke noget at sige til, at januar byder på slemme anfald for mig, da jeg gennem lang tid har presset mig selv meget.

Mens jeg sidder stille nu her med ild i brændeovnen og kaffe i kruset, kan jeg mærke trætheden helt ind i knoglerne. De mørke timers angst og tårer tærer noget så slemt på kræfterne, og det gør det ikke bedre, når jeg pga indre uro ikke får sovet nok om natten. I forvejen er min nattesøvn meget udfordret pga psykofarmakaens bivirkninger (vågner ca hver time), men de seneste nætter har det da været helt slemt med at sove, for jeg ligger enten søvnløs eller har slemme mareridt, så jeg vågner med hjertebanken og badet i sved.

En ting er selve anfaldene. De er skræmmende. Men skræmmende er også mine tanker efterfølgende, for jeg er plaget af katastrofetanker om, at anfaldene nu igen skal være en fast del af min hverdag igen - trods medicinen. Angsten for, at jeg mister kontakten med virkeligheden i længere tid eller værst tænkeligt: konstant, er det værste for mig at tackle lige nu. Jeg er så bange for at forsvinde helt ind i min psykes mørke afgrund. Derfor kæmper jeg så meget i mod min trang til bare at give totalt slip og overlade mig til mørket - og det koster så utrolig mange kræfter.

I formiddag kommer R., men jeg er så udmattet lige nu, at jeg slet ikke kan overskue, hvordan jeg om få timer skal få overskud til samtaleterapien med hende. Jeg er fristet til at aflyse aftalen med hende, men jeg ved jo godt med min fornuft, at det vil være dumt, da det jo er i perioder som denne, at jeg har aller mest brug for samtaleterapien. Jeg ved bare slet ikke, hvordan jeg skal finde overskuddet til at tale og være sammen med R. i dag. For ikke at stresse mig selv over det, har jeg bestemt mig for, at jeg bare vil bede R. om at læse mine dagbogsnotater for januar, og så vil jeg lade det være op til hende at starte samtalen. Så må vi se, hvor meget jeg orker at tale i dag. Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil bebrejde mig selv, hvis jeg ikke orker ret meget snak i dag - at jeg ikke aflyser, og lader R. læse dagbogen er flot, og det vil om ikke andet så give mine kontaktpersoner et indblik i, hvordan jeg har det lige nu.

Jeg vil lytte til mig selv nu og give mig selv fred og ro. Jeg vil lade være med at bebrejde mig selv alle de ting, jeg lige nu ikke har kræfter til. 

• Det er okay, jeg har behov for at slappe af uden at presse mig selv til fremskridt. 
• Det er okay, at jeg bruger dagens lyse timer på bare at nusse og lege med min kattekilling.
• Det er okay, jeg tager en pause fra omverdenen - ikke følger med i nyhederne og i stedet bare hører musik på youtube.
• Det er okay, jeg ikke orker at arbejde med mig selv.
• Det er okay, jeg tuller herhjemme og ikke presser mig selv til at tage alene ud i verdenen.
• Det er okay, jeg bare er.