Kaotisk tilbagefald

Igennem længere tid har jeg fortrængt og ignoreret alle de forskellige tegn på, at det gik den forkerte vej med mig. Jeg har ikke været bevidst om det, og jeg har haft gode og hyggelige dage, fordi jeg fokuserede på alle de gode ting i livet, og så skubbede jeg alle de svære ting til side og lod simpelthen være med at give dem opmærksomhed. Det er en strategi, som kun virker i en begrænset periode, og den kan absolut ikke anbefales, fordi det hele en dag ramler, og alle de ting, jeg har udskudt at gøre noget ved, vælter pludselig ned over mig på en gang.

I går ramlede det hele for mig, og mit liv er derfor lige nu præget af angst, hjælpeløshed, hovedpine, håbløshed, kaos, kvalme, opkastninger, rod i hovedet og huset, selvbebrejdelser, selvhad, spændinger i nakke og skuldre, tristhed og tårer i massevis.

Jeg føler det som om, jeg er blevet bombet flere år tilbage i min sygdomshistorie, for jeg har igen svært ved de mest almindelige ting såsom at handle, tage alene til læge osv, og jeg søger ofte tilflugt under dynen. Tingene er svære for mig nu, men jeg klarer mig alligevel, for jeg handler dagligvarer på nettet og får dem leveret til køkkenbordet. Jeg har også fået bedt familie, venner og C. fra distriktspsykiatrien om hjælp, så fremover vil jeg få hjælp til at klare mine skal-ting såsom oprydning, læge- og tandlægebesøg osv. Jeg er heldig, at der er mennesker, der kan og vil hjælpe mig.

Blaze hjælper mig også meget, for han sørger for, at jeg kommer ud af sengen hver dag. Han skal selvfølgelig have mad og passes og plejes, og jeg er så glad for det liv, den lille røde bandit har bragt med sig her i huset. Katten er en gave uden lige.

Tilfreds med den indsats jeg har ydet i dag mht at finde ud af, hvilke former for hjælp jeg har behov for pt, og ikke mindst at have bedt de forskellige mennesker i mit liv om hjælpen, vil jeg nu forkæle mig selv med en kop kaffe, mens jeg nusser med Blaze.