torsdag den 4. oktober 2012

Middel mod kaos

"A schedule defends from chaos and whim."
Annie Dillard

I denne tid er der godt nok meget stille i min ydre verden, for det er ikke ret meget, jeg har kontakt med andre end min familie og behandlere. Til gengæld sker der en masse indeni mig, for jeg er blevet langt bedre til at spise sukkerfrit og fedtfattigt. Det er stadig en kamp for mig at lade være med at købe usunde ting, og derfor minimerer jeg mine dagligevareindkøb til et absolut minimum. Lige nu er det den eneste metode, som jeg mestrer i min kamp mod kostændringen.

Mit behov for fred og ro er meget stort i denne tid. I en del år har jeg dækket en del af mit behov for kontakt med andre mennesker gennem chat, men i denne tid har jeg svært ved at hygge mig med det - jeg føler ikke, jeg har noget positivt at byde på og bidrage med. Når jeg tænker over det, så smerter det mig meget, at jeg har så lavt selvværd. Efterhånden er det dog gået op for mig, at jeg ikke bliver gladere for mig selv gennem bekræftelse af andre - det er indeni mig selv, at jeg skal lære at værdsætte mig selv. Naturligvis bliver jeg glad for at få en kompliment, men glæden er flygtig, hvis jeg ikke både føler, komplimenten kommer fra hjertet OG jeg selv kan se, det er sandt.

Sammen med mine to kontaktpersoner fra distriktspsykiatrien har jeg lavet en plan for resten af året. Planen går ud på, at jeg sammen med C. arbejder med angst, og sammen med R. arbejder jeg med kostændring og vægttab. R. var her tirsdag, og hun havde et skema med, som gerne skulle hjælpe mig til at blive opmærksom på, hvornår det er, at min trang til søde sager er størst. Skemaet skulle også gerne hjælpe mig til at indse, hvilke situationer som fremkalder trangen til usunde ting samt hvad jeg gør ved det. Nu må jeg se at bruge det, så jeg kan blive klogere på min madafhængihed :-)

Efter at have læst ovenstående går det op for mig, at det kan opfattes som en lang klagesang. Sådan er det på ingen måde ment. Selvom det er svært for mig med kostændringen og mit selvværd i denne tid, så formår jeg alligevel at skabe mig stunder af hygge, livsglæde og lykke. Jeg mediterer og hører god musik, mens jeg nyder bare at være til. Det er vist det, som kaldes zen :-)

Hygge gør jeg også med at læse blogs. Jeg nyder sådan at drikke min kaffe, mens jeg sidder og læser de skønne blogs, som jeg følger med i. Det bliver ikke til så mange kommentarer, for jeg er stadig lidt genert ved at skrive til folk, jeg ikke kender, men jeg øver mig, for jeg vil gerne kunne glæde andre mennesker med en kommentar ind i mellem :-)

Må din dag blive fuld af glæde og lykke :-)

2 kommentarer:

  1. Hej Louise!
    Jeg kom lige forbi din blog :-) det er muligt dit selvværd ikke er i top, men du er meget dygtig til at formulere dig.
    Hilsen Margith

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Margith.

      Hjertelig tak for komplimenten. Den glæder og varmer mig meget :-)

      Kh
      Louise

      Slet

Du skal have tak for, at du tager dig tid til at skrive en kommentar. Det varmer og glæder mig :-)

Kærlig hilsen
Louise