torsdag den 30. august 2012

Et svært farvel Vol. 2

"Never be afraid to fall apart
because it is an opportunity to rebuild yourself
the way you wish you had been all along."
Rae Smith

I går skrev jeg en anelse kækt, at det ikke var så svært at sige farvel til M, som jeg havde forventet. Det var det heller ikke, mens M var her, men bagefter...

Bagefter skal jeg love for, det var svært for mig. Bevidstheden om, M ikke mere kommer og samler mig op og gennem samtaler bringer orden i mit hoved, fik mig til at falde fra hinanden i nogle timer. Smerten fik mig til at skrige stumt til himlen, inden jeg klogeligt valgte at gå i seng og putte mig under kugledynen. Jeg græd mig i søvn, men gråden ændrede sig langsomt fra at være ubehersket til en stille sørgmodig gråd, og inden jeg faldt i søvn, fik jeg en følelse af, at alt var okay - at det var okay, at jeg var ked af det lige nu, for naturligvis var det svært for mig at sige farvel.

Da jeg stod op her til morgen, var det med en følelse af, at alt er, som det skal være - at det er okay at sige farvel til M nu. Igen tænkte jeg over M's og min samtale om, at afskeden måske skal lære mig at sige farvel på en god måde. Jeg tænkte også på, at M har været i mit liv for at lære mig nogle bestemte ting. Nu har jeg så lært dem, og det er derfor tid for hende til at lære nogle andre mennesker nogle ting. Uanset hvad, så er jeg taknemmelig over, at jeg fik lov til at lære M at kende i en periode af mit liv. Hun gav mig langt mere, end hendes job krævede - hun gav mig en del af sig selv. Hendes hjertevarme vil for altid være en dejlig del af mine minder om hende :-)

onsdag den 29. august 2012

Et svært farvel

"Alt ændrer sig,
intet forbliver uden ændring."
Gautama Siddnrtha, Buddha (563-483 f.kr.)
Grundlægger af den buddhistiske religion og filosofi.

I dag var en dag, jeg frygtede, for jeg skulle sige farvel til den ene af mine kontaktpersoner fra psykiatrien. Hun har fået nyt job, og tiden er derfor kommet til, at noget nyt skal ske. M har været mit faste holdepunkt i mange år. Hun har hjulpet mig med stort og småt gennem alle årene, og i perioder har hun været den eneste grund til, at jeg ikke forsvandt helt ind i mit mørke sind.

M er utrolig dygtig faglig, og hun er helt unik med sin hjertevarme og omsorg for sine medmennesker. M har lært mig så meget, og det har i sandhed været en dejlig gave at have hende i mit liv. Jeg er glad og taknemmelig over, at jeg fik lov til at kende hende i så mange år.

I dag var det lettere end forventet at sige farvel til M. At give hende det sidste knus var dog svært, og da jeg så hende gå ud af døren for sidste gang, fik jeg tårer i øjnene. Aftenen vil jeg bruge på at sidde og tænke på alle mine oplevelser med M, mens jeg nyder synet af den smukke englelysestage, M forærede mig. Det var så betænksom en gave. Tak til M for at være DIG :-)

tirsdag den 28. august 2012

Selvomsorg

"Hold på dit nu, min sjæl!
Forsøg at smage det øjeblik, som er!"
Johannes Ewald

Sikke en weekend, jeg har haft - følelsesmæssigt gik den fra den ene yderlighed til den anden, og siden søndag morgen har jeg været uden energi, og tårene har trillet for et godt ord. Tidligere kunne den slags dage bringe mig helt ud af fatning, men jeg er kommet så langt i min personlige udvikling, at jeg nu accepterer, at jeg har sådanne dage. Istedet for at ærgre mig gul og grøn over alle de ting og planer, jeg er nødt til at droppe eller udskyde, så lykkes det mig som regel at få det bedste ud af mine stilledage.

Derfor glædede jeg mig igår over, at jeg har verdens bedste far. Han har ferie i disse uger, og han var så sød at bruge noget af sin første feriedag på at køre ned til mig - på vejen hentede han medicin på apoteket for mig, og det var en KÆMPE hjælp, at jeg ikke selv skal ind til Vejle og hente det. Tænk engang at være så heldig at have sådan en sød og hjælpsom far - det er i sandhed en gave :-)



En gave er det også at kunne mærke, hvad mine behov er. At kunne mærke, at det vil gøre mig godt at slappe af med en god kop kaffe, mens jeg læser i en af mine citatbøger. Dagens citat er fra Livsglædens Bog, som er fra Aschehoug. Det er en skøn samling af citater om livets glæder, og jeg hyggede mig meget med at læse i den og tænke over de kloge ord. Den kan klart anbefales, hvis du har behov for at booste din livsglæde :-)


søndag den 26. august 2012

Hårelastikker med knapper

"Del ud af din viden.
Det er en måde
at opnå udødelighed på."
Dalai Lama

Internettet er en gave til at dele gode idéer, og jeg hygger mig meget med at kigge alle de gode idéer, som mange i blogverdenen er så søde at dele med os andre. For et stykke tid siden så jeg en god idé hos Anne Lotte som jeg gemte linket til. Det er en simpel, men ikke desto mindre genial måde at fikse sine hårelastikker op på :-)

I går prøvede jeg at lave et par stykker, og jeg er allerede vild med dem :-)


lørdag den 25. august 2012

At lave ingenting

"Don´t underestimate the value of doing nothing,
of just going along,
listening to all the things you can´t hear,
and not bothering."
Peter Plys

Fredag var en af de dage, hvor jeg var træt. Glad, men træt. Derfor gav jeg mig selv en dag, hvor jeg ikke lavede andet end at hvile mig og hygge mig ved computeren. Jeg er efterhånden kommet så langt i min personlige udvikling, at jeg som regel ikke længere har dårlig samvittighed over, at der er nogle dage, hvor jeg er så træt, at jeg ikke orker at lave andet end at slappe af. Det er skønt, at jeg nu accepterer, at det er sådan, mit liv ser ud, og jeg derfor ligeså godt kan nyde det og være taknemmelig over, at jeg har muligheden for at give mig selv den fornødne ro og hvile. Det er en luksus :-)

fredag den 24. august 2012

Kreativ inspiration

Et af mine morgenritualer er at kigge på CraftGawker for at se dagens kreative idéer. Der er virkelig DIY´s til stort set alt mellem himmel og jord, og jeg elsker at sidde og få kreativ inspiration derinde :-)

Lykken er harmoni

"Lykken er,
når det du tænker,
det du siger,
og det du gør
er i harmoni."
Mahatma Gandhi