Snik snak, butt lift challenge og spejlbillede.

Det er ved at være længe siden, jeg har lagt andet end taknemmelighedsdagbøger op, og det savner jeg, så her kommer et indlæg om stort og småt :-)

Livet her i det lille gamle hus går stille og roligt. Jeg går og døjer med smerter i kroppen, som sikkert skyldes, at jeg går og tumler med nogle tanker og følelser omkring mit eget spejlbillede.

Det startede for alvor i sidste uge, da jeg havde gennemført den 30 dages butt lift challenge. Tænk engang, at jeg lavede alle øvelser i alle 30 dage! Det havde jeg slet ikke turdet håbe på, at jeg kunne, så jeg tvivlede på mig selv til det sidste. Gruppechatten var en rigtig god støtte, og uden den kunne jeg ikke havde gennemført den challenge.

Da jeg havde gennemført den challenge, var jeg helt vildt stolt af mig selv, fordi det var en meget stor sejr for mig. Jeg fik et håb om, at jeg godt kan det her med at træne, at jeg kan få det til at føles som en naturlig del af mit liv, at jeg ikke føler mig forkert, når jeg træner herhjemme.

Dagen efter min store optur, vendte tvivlen tilbage, og jeg går stadig og tumler med, at jeg ikke tror på mig selv - at jeg er usikker, føler mig helt forkert og komplet uduelig. Det er på ingen måde nye følelser, fordi det meste har mit liv har jeg lidt af alt for lavt selvværd.

I perioder af mit liv har jeg arbejdet meget på at øge mit selvværd og forbedre min egen opfattelse af mig selv. For nogle år siden, dengang jeg sagde farvel til min støtteperson fra distriktspsykiatrien, var det ligesom om, jeg gav op. Jeg følte ikke, at jeg havde kræfter og overskud til at kæmpe mere for at få det bedre med mig selv. Heller ikke min angst orkede jeg at gøre mere ved.

Langsomt og umærkeligt holdt jeg op med at gøre de ting, som virkede for mig, og jeg lod tingene gå, som de nu bedst kunne.

I januar skrev både Jeanette og Louise blogindlæg om, hvilke ting de er gode til. Det var rigtig dejlig læsning, og du kan læse Jeanettes indlæg her og Louises indlæg her. Jeanette opfordrede mig til også at skrive et sådant indlæg, men jeg kunne simpelthen ikke, selvom jeg prøvede mange gange. Det plantede et frø i mig om, at jeg måske skulle begynde at arbejde med mig selv igen for at få det bedre.

Nu har det frø spiret, og det fik ekstra næring efter sidste uges mange tanker og følelser. I disse dage går jeg og tager tilløb til at gå igang med at forbedre mit selvværd - det må tage den tid, det tager <3

Noget helt andet er, at jeg er en heldig kartoffel, for jeg har i denne uge været sammen med min elskede søn to gange. Vi så hinanden i mandags, og det var egentlig meningen, at det skulle være det. I tirsdags lovede jeg Tove at sende en creme til hende, og jeg tog chancen og spurgte min søn, om han ville mødes med mig onsdag, når jeg skulle ind til Bredsten for at sende den lille pakke. Det ville han gerne, og det endte endda med, vi spiste frokost sammen, så jeg fik lige nogle ekstra dejlige timer sammen med ham - det gjorde godt på min kærlighedskonto <3

Torsdag puttede jeg under dynen det meste af dagen sammen med katten, fordi jeg havde en voldsom hovedpine, som startede onsdag eftermiddag. Fredag og lørdag puttede jeg også en del sammen med katten, men det blev også til nogle besøg af bla min far. I dag er alenetid med katten, og jeg tuller lidt rundt herhjemme uden rigtig at lave noget - det skal der også være plads til :-)