lørdag den 30. marts 2013

Shopping Stop Status

Nogle gange har jeg virkelig meget svært ved at overholde mine egne regler, og jeg falder i med et brag. Sådan skete det også med mit shopping stop...

Den seneste tid har jeg ikke været god til at overholde mit egen shopping stop. Det var ligesom om, jeg kom ind på en glidebane, da jeg åbnede op for at måtte købe bøger. Det er blevet til en del nye bøger. Bevares, jeg er skam utrolig glad for bøgerne, og jeg vil ikke undvære dem, men jeg kunne ikke holde mig til kun at købe bøger.

Lige pludselig var der så mange småting, som jeg manglede - enten fordi jeg var løbet tør for dem (neglelakfjerner) eller fordi jeg bare havde ønsket mig tingene i så lang tid (bla en skammel til mit badeværelse). Jeg brugte i hvert fald pludselig ligeså mange penge på småting, som jeg gjorde inden shopping stoppet.

Jeg har gået og tænkt over, om jeg bare skulle give op og droppe shopping stoppet helt. Jeg har bestemt mig for, at jeg vil lade sket være sket, lære af det og så fortsætte med shopping stoppet. Derfor tager jeg en periode med fuld shopping stop igen - altså hverken bøger, dullegrej eller andre småting.

Det er godt, at jeg kan lære af mine fejl, rejse mig igen og fortsætte :-)

fredag den 29. marts 2013

Musefangeren slår til igen

Tirsdag aften slog min egen lille musefanger til igen, og han kom ind med endnu en mus, han havde fanget. Dygtig kattekilling :-)

Denne gang var Blaze dog legesyg, så han muntrede sig med at kaste musen (den var allerede død) op i luften og fange den igen. Skøre kat, men dejligt at Blaze fanger mus nu, så de ikke flytter ind i huset :-)

søndag den 24. marts 2013

Dygtig kattekilling

Torsdag aften fangede Blaze sin første mus. Jeg opdagede det ikke førend næste morgen, hvor jeg kom ud i køkkenet og så, at min dygtige kattekilling ligeså fint havde lagt musen i sin madskål. God og dygtig kat :-)

onsdag den 20. marts 2013

Personlige sejre

"Tell the negative committee
that meets inside your head
to sit down and shut up."
Ann Bradford

Vintervejret passer mig stadig fint, for jeg har stadig behov for mange stille stunder. Jeg nyder at kunne tulle alene rundt herhjemme i mit eget tempo, og jeg har til min store glæde haft et par meget store personlige sejre. I fredags syede jeg en kjole om, og det var første gang i flere år, jeg syede. Tidligere i mit liv har jeg syet meget, men det stoppede undervejs i mit sygdomsforløb. Derfor blev jeg så utrolig glad for at kunne sy igen - og det betød intet, at det var en ukompliceret ting, jeg syede :-)

Lørdag bød på en endnu større sejr for mig. Jeg var nemlig med til min søde fars fødselsdagsfest! At være med til den fest var så utrolig stort for mig, da det ellers er meget lang tid siden, at jeg har kunnet deltage i sådanne sociale begivenheder. Min søn og jeg tog sammen op til min fars fest, og jeg hyggede mig utrolig meget - både med turen frem og tilbage, men også i timerne til selve festen. Jeg er så glad og taknemmelig over, at jeg fik den dejlige oplevelse :-)

Det har sin pris at overvinde mig selv så meget, og jeg er stadig meget træt og hviler mig derfor meget. Jeg har sørget for, jeg ikke har andet end et par få nødvendige aftaler i denne uge, så jeg kan forkæle mig selv med masser af stille stunder, mens jeg finder mine ben at stå på igen.

Marts er en måned, hvor jeg har oplevet store ting. Først i marts - eller det var vist egentlig sidst i februar, fik jeg nemlig et tv igen. Eller rettere, så købte jeg et nyt tv. Det store i den forbindelse er, at det blev sat til, så jeg kan se tv igen efter ikke at have set tv herhjemme i mange år. For 10 år siden, da min sygdom accelerede,  kunne jeg ikke længere holde ud at se tv, fordi jeg blev meget påvirket af billederne og lydene - det var ligesom om, jeg mistede et filter, så alt bare gik direkte ind og bombarderede mig. En gang i årenes løb har jeg forsøgt mig med at se tv herhjemme, men det var stadig meget ubehageligt, og derfor lod jeg være med at gøre noget for at kunne blive ved med at se tv, da tvsignalerne på et tidspunkt blevet lavet om.

I alle de år har jeg ikke savnet at kunne se tv, for jeg så en sjælden gang et eller andet program på nettet, og det dækkede så rigeligt mit behov. I februar fik jeg pludselig lyst til at kunne se nyhederne i tv igen. Det faldt sammen med, jeg fik et tilbud om tv pakker derfra, hvor jeg får internet, og jeg takkede ja. En montør var herude, men jeg kunne efterfølgende ikke få det til at virke. Tilfældigt kom jeg til at tale med en ven om det, og han var så utrolig sød, at han tilbød mig, at han ville købe et nyt tv for mig og sætte det til. Jeg skulle ikke tænke på andet end at hæve pengene til ham, og det kunne jeg da overskue (shopping-stoppet af dimser gav mig nemlig overskud på kontoen).

Den søde ven har været nede hos mig 2 gange, og nu har jeg sørme et tv hængende på væggen. Han har lavet det så smart, at jeg kan dreje fjernsynet, så jeg kan se tv fra begge ender af min stue. Jeg ser ikke meget tv, men lidt bliver det alligevel til næsten hver dag. Jeg ser mest nyheder og debatprogrammer, så DR2 er min favoritkanal. Det kommer noget bag på mig, for jeg havde troet, jeg ville se underholdning og serier, jeg ikke skal tænke til, men det er slet ikke dem, jeg har lyst til at se. Sådan kan man lære nyt om sig selv til tider :-)

Nu vil jeg slutte dette indlæg, for Blaze og jeg har nogle nyheder på tekst-tv, som vi lige skal læse :-)

tirsdag den 12. marts 2013

Vinter glæder

"O Winter! ruler of the inverted year...
I crown thee king of intimate delights,
Fireside enjoyments, home-born happiness,
And all the comforts of the lowly roof
Of undisturb'd Retirement, and the hours
Of long uninterrupted evening, know."
William Cowper (1731-1800)

Vinteren er over os, og jeg nyder det i fulde drag, for vinteren passer perfekt til denne tids humør. Vinteren indbyder mig til stille reflektioner og masser af indendørs hygge sammen med Blaze - stille lykke her i Gammelby.

Den stille lykke, hvor jeg glædes inderligt over en masse små og store ting, fandt tilbage til mig efter en længere periode, hvor jeg var plaget af indre uro og tristhed. Eller rettere, så var det mig, der fandt tilbage til glæden og de lykkelige øjeblikke, da jeg trak mig tilbage fra meget kontakt med andre mennesker og i stedet gav mig selv stille stunder med tid til at lytte til mig selv.

De stille stunder er SÅ vigtige for mig, men alligevel glemmer jeg det stadig ind i mellem og bruger i stedet al min tid på at være i kontakt med andre mennesker. Jeg er åbenbart meget langsom til at lære nyt, så jeg står igen og igen i de samme situationer, som har til formål at lære mig ting. Gentagelserne er nødvendige for min læring...

mandag den 11. marts 2013

Badeforhæng uden kemi

For et stykke tid siden var jeg heldig at vinde et virkelig lækkert badeforhæng ved Rebecca Persson. Badeforhænget er grønt - altså miljørigtigt, for det er uden al mulig kemi - badeforhænget er nemlig helt uden bly, PVS og giftige imprægneringsmidler. Jeg har det utrolig godt med, at badeforhænget er så miljørigtigt, og da kvaliteten også er god, kan jeg kun anbefale Unicolor Miljø Badeforhæng

Badeforhænget kan købes hos badglad.dk, findes i 20 størrelser, og derudover kan deres systue foretage tilretninger. Leveringen var hurtig, og kontakten med Badglad var både behagelig og god. Derfor får badglad.dk mine varmeste anbefalinger :-)



Det virkelig gode miljørigtige badeforhæng, jeg var så heldig at vinde :-)