søndag den 30. november 2014

1. søndag i BloggerAdvent

I dag blev det endelig tid til at åbne den første gave fra Louise TT i BloggerAdvents legen. Jeg kunne næsten ikke vente, og jeg gik flere gange og kiggede på gaven i går aftes. Julebrevet og alle 4 gaver med kort ligger i mit bogskab med glaslåger, så jeg hele tiden kan nyde synet af dem, men samtidig ikke behøver at være nervøs for, at katten får lyst til at lege tagfat med de fine gavebånd :-)

I morges var det endelig tid, og jeg åbnede inden jeg satte morgenkaffe over - helt utroligt :-D

Louise TT havde i det søde julebrev skrevet, at jeg skulle læse kortet, inden jeg pakkede gaven op. Da jeg åbnede kuverten med ettallet på, tabte jeg mund og næse, for der kom det sødeste lille julekort frem. Det er simpelthen så fint så fint, og der er endda et par julevers bagpå. Jeg er totalt forelsket i det lille kort og har sat det op på min kommode i stuen, så jeg hele tiden kan se det <3

Louise TT skrev så kryptisk i det lille kort, at jeg slet ikke kunne gætte, hvad gaven var, og derfor var min overraskelse stor, da jeg pakkede et par fine sorte strikhandsker ud. De er perfekte og lige hvad jeg manglede :-)

Handskerne kan man endda have på, mens man bruger sin touchtelefon, det er så smart. Hvor er jeg dog glad for den perfekte gave. Hjertelig tak Louise TT, du er kanon god til at finde på gaver, selvom du ikke kendte mig før BloggerAdvent  <3

Se lige det fine, fine lille kort. Det er slet ikke til at stå for <3

fredag den 28. november 2014

Modtaget pakke til BloggerAdvent

Nu er pakken fra Louise TT kommet, og jeg er SÅ spændt på, hvad der er i de 4 fine, fine gaver. Og der er endda små julekort til hver enkelt gave også :-)

Louise TT har taget fusen fuldstændigt på mig, for hun har skrevet det sødeste julebrev, og jeg fik tårer i øjnene, fordi jeg blev så vildt glad for de dejlige ord. Hjertelig tak Louise TT <3

Se engang hvor fint julebrevet er med små juletræer:



Du kan se Louise TT´s blog HER - den er bestemt værd at følge med i :-)


mandag den 24. november 2014

Katteliv

Først på året fik jeg en kat mere - lille, fine, kælne Zeus <3



Jeg har et enkelt foto af Blaze og Zeus sammen:



Desværre blev Zeus kørt ned og døde på stedet. Det var en stor sorg for mig, for jeg var blevet så glad for ham. Blaze kunne ikke forstå, at Zeus ikke var her mere, og det var hjerteskærende at se, hvordan han kaldte på og ledte efter Zeus de første dage.

Moderen til Blaze havde lige fået et hold killinger mere, og jeg fik aftalt, at en af de små hanmisser, skulle flytte hjem til Blaze og mig, når den var blevet gammel nok. Det nåede Blaze desværre ikke at opleve, for få uger efter Zeus´ alt for tidlige død, blev også Blaze et alt for tidligt offer for trafikken. Min dejlige søn kom ud til mig, og han hjalp mig med at begrave Blaze. Bagefter nussede min livskloge søn mig i håret, mens han sagde, at han var bange for, at jeg nu ville blive ensom uden mine katte...

Min søn viste sig at få ret, for det blev nogle virkelig svære måneder for mig - jeg havde det dårligt psykisk, og jeg følte mig fuldstændig lost - huset var så stille, og der var ingen kat, jeg skulle passe og pleje - der var ingen, der krævede, at jeg stod op, og der var ingen forstyrrelser, så jeg levede meget i min egen verden i sommers...

Tiden gik, og Blazes lillebror voksede, og den 16. august flyttede han hjem til mig. Fotoet er fra den dag:


Jeg gav ham navnet Zen <3

Zen er den mest nysgerrige kat, jeg nogensinde har mødt - han har simpelthen sin snude i ALTING. Zen er også meget tillidsfuld, og han vader direkte ind i folks hjerter - han kigger lige folk an, når de kommer ind i huset, men der går ikke to minutter, inden han er henne og snuse til dem og gerne vil snakkes med. Han er så pragtfuld åben overfor fremmede, og og mine gæster kan slet ikke stå for ham :-)

Mine to røde elskede katte var meget tilbageholdende overfor mine gæster, så det er noget af en omvæltning :-)

Af angst for trafikken herude har jeg valgt, at Zen skal være en indekat. Det viste sig dog svært at lufte ordentligt ud, fordi han gerne ville ud. Derfor hjalp min søde søn mig med at købe en sele til Zen, og jeg kan nu tage ham med ud på terrassen og i haven uden at være bange. Jeg ville have forsvoret, at jeg nogensinde ville give en kat sele på, men jeg er altså endt med at blive sådan en tosset kattedame, der går tur med sin kat :-D

søndag den 23. november 2014

Genoplivning af blog

Lang tid er gået siden jeg sidst bloggede, og jeg troede egentlig, at jeg for længst var færdig med at blogge. Jeg har dog ikke slettet min blog, fordi jeg bruger den til at følge med i, når der er nye indlæg ved I dejlige blogkvinder, som jeg følger <3

Jeg følger bla med i Jeanettes vidunderlige og meget ærlige blog, og det er derfor, jeg nu genopliver min egen blog. Jeg blev nemlig meget fristet af Jeannettes skønne initiativ om en adventskalender for bloggere, og jeg meldte mig til den. Det har jeg ikke fortrudt, for jeg hyggede mig i går med at pakke de 4 adventsgaver ind til Gulde, som jeg skal sende til. Det var hyggeligt, og jeg kommer til at lære andre blogge at kende end dem, jeg ellers plejer at følge med i :-)